Første dag: Tenuta Tignanello viser os toppen af poppen
Solen skinner højt på den toscanske himmel, da vores lille bus af meget kuperede veje når frem til Tenuta Tignanello i hjertet af Chianti på en helt almindelig mandag i marts. Døren går op, vinrejsen er for alvor i gang, og pludselig befinder vi os foran de berømte vinmarker, der leverer druerne til kultvinene Tignanello og Solaia. Med egne øjne kigger vi på et meget vigtigt stykke vinhistorie og lader os dupere.
Tenuta Tignanello har egentlig rødder helt tilbage til 1500-tallet, men det er først i midten af det 19. århundrede, at Antinori-familien sætter sig på vinproduktionen netop her. Med tiden bliver Tenuta Tignanello stedet for udvikling og innovation. Den første flaske Tignanello ser dagens lys i 1974 og chokerer verden ved at være en kombination af Sangiovese og de for regionen utraditionelle druer Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc - ovenikøbet lagret i barriques. Supertoscanerne er født, og helt ironisk er det, at vinen, som nu ikke må kaldes Chianti Classico, emmer af den klassiske appellation som aldrig før. Historien er stærk, og derfor er det også ekstra specielt, da vi til frokosten i vingårdens fuldstændige eventyrlige rammer får serveret et glas af den 48. årgang, 2018 Tignanello.
Kort fortalt er Marchesi Antinori 26 generationers vinhistorie i absolut verdensklasse. Antinori kan nemlig spore sine rødder ikke færre end 630 år tilbage i én og samme familie. Det hele begynder i år 1385 med Giovanni de Piero Antinori, der bliver optaget i vinmagernes orden i Renæssancens Firenze. I 2022 er Marchesi Antinori fortsat i fornemt selskab. Huset er stadig fast medlem af Premium Familiae Vini: Sammenslutningen af de 12 mest prestigiøse, familieejede vinhuse i hele verden. I dag står de tre søstre, Albiera, Allegra og Alessia Antinori, i spidsen for det legendariske familiefirma, der efterhånden sidder på vingårde og -marker i hele støvlelandet.
Det oplever vi allerede samme aften, da Antinori byder os velkommen til eksklusiv middag på Cantinetta Antinori. Her får vi serveret vine fra Prunotto Estate, og på den måde når vi ligeledes en tur til Piemonte, mens vi sidder på Antinoris fornemme restaurant lige midt i Firenze. Særligt Barolo Bussia fra 2017 tager os med storm.
Anden dag: Tenuta Guado al Tasso er alletiders
I Bolgheri ligger famøse Tenuta Guado al Tasso, som er et vineri, de færreste får lov til at besøge. Derfor føles det uvirkeligt, at vi i dag bevæger os rundt blandt Cabernet Sauvignon-, Cabernet Franc- og Merlot-vinmarker netop her. Bussen har sat os af i et område fuldstændigt anderledes fra det, vi oplevede dagen før. Vi befinder os nær kysten i et øde egn, vi kan dufte havet og for første gang på turen står vi med fødderne midt i den toscanaske jord. Det er en kæmpe oplevelse at mærke vejr, vind og jordbund på denne måde og få fornemmelse for, hvor stor betydning disse faktorer har.
På en række med vinstokke kan vi bukke os ned og samle mikroskopiske sten op, og bare få meter længere henne ad marken er disse blevet ti gange større. Det viser og fortæller vores utroligt dygtige guide, Luisa Foschetti, os. Hun er Hospitality Manager på Guado al Tasso, er gift med winemakeren på stedet og formidler med en varme og passion, man sjældent oplever. Med hende ved roret forstår vi, hvorfor forholdene her er unikke, og hvorfor vinene er det samme.
Guado al Tasso bliver produceret første gang i 1990 og har i dag ry for at tilhøre førsteklasse af vin produceret på den toscanske Middelhavskyst. Da Bolgheri i slutningen af 1980’erne bliver Italiens nye kultområde for vine af Bordeaux-blends, ligger det lige til højrebenet for Antinori-familien at komme ombord på Guado al Tasso. Arvet fra Carlotta della Gherardesca og revolutioneret af Niccoló Antinori, mor og far til Piero Antinori, er Guado al Tasso allerede et referencepunkt i familiens liv og historie. Her har man tidligere haft indflydelse på skabelsen af de ikoniske vine, Sassicaia og Ornellaia.
I årgang 2018 står Guado al Tasso foran os til den beundringsværdige frokost, vi bliver inviteret på i smukke lokaler. Denne og vingårdens yderligere rødvine gør stort indtryk. Betragter du Guado al Tasso som et hus, er Il Bruciato den flotte, store indgangsport til velsmag. Cont Ugo er dagligstuen, hvor du føler dig hjemme og tryg. Guado al Tasso er førstesalen med alt, hvad hjertet begærer. Sådan beskriver Luisa Foschetti flaskerne foran os. Sikke en præsentation af vinene og sikke de smager!
Fra Bolgheri går busturen til Maremma, hvor vi mødes at et usædvanligt syn. I en klippeskråning er vineriet, Le Mortelle, på smukkeste vis skjult af naturen, så man helt glemmer, hvor stort det egentlig er. Af samme grund får vi mildest talt et chok, da vi bliver budt indenfor. Det forbløffende vinreri råder over flere hundrede hektar vinmarker, rummer en treetagers vinkælder og indeholder et kæmpe smagslokale med en uforglemmelig udsigt. Efter en rundvisning finder vi vores plads i sidstnævnte og lader os forføre af vores favorit, Vivia. En frisk hvidvin på Vermentino, Viognier og den lokale Ansonica. Det er som om, at den smager lidt bedre her i Maremma end hjemme i Jylland.
Samme aften indtager vi Antinoris Restaurant, Buca Lapi, i Firenze til en overdådig middag akkompagneret af blandt andet en yderst lækker Pian delle Vigne Brunello di Montalcino fra 2016.
Tredje dag: Castello della Sala er suveræn
Forventningerne er store og busturen lang, da vi denne martsmorgen vender snuden mod Umbrien og historiske Castello della Sala. Blandt stejle bakker i komplet stilhed ligger vingårdens marker som et skatkammer. Omgivet af skove og 140 hektar vinmarker ligger slottet, der stammer fra det 14. århundrede. Vi rammes med ét af fortiden under rundvisningen, der tager os med fra de mørke kældre til slottes tårn. Herfra kan vi se den jord, Antinori-familien opkøber i 1940 med ambitionen om at lave usædvanligt gode hvidvine.
I det grønne landskab får vi øje på vinreriet fra 2006, der med sit skrå, kobbergrønne tag smelter sammen med naturen. Her laves i dag den hvidvin, der uden tvivl har sat Castello della Sala på vinverdenskortet: Cevaro della Sala.
I slottets festsal får vi lov til at opleve årgang 2020 udfolde sig. Af ristede toner og frisk citrus indfanges vi straks af duften, inden en fyldig, dyb og fadpræget smag mejsler kvaliteten fast. Vi bøjer os i støvet for Cevaro della Sala.
Som et ekstranummer indtager Muffato della Sala scenen. En uovertruffen dessertvin, der i den grad hylder tidligere tiders tradition for at lave prægtige, søde vine i området. Stor applaus herfra.
Dagens næste stop og turens sidste besøg er hos Tenuta La Braccesca, der har vinmarker i både Montepulciano og Cortona. Grænsen mellem områderne er tydelig at spotte, da vi står på den flotte Estate og skuer ud over vinmarker så langt øjet rækker. På den ene side er der plantet Sangiovese, der bliver til vinene, Sabazio Rosso di Montepulciano, La Braccesca Nobile di Montepulciano og Santa Pia Nobile di Montepulciano Riserva. På den anden side består markerne af Syrah, der giver vinene, Achelo og Bramasole. Vi får lov til at smage hele portfolioen.
Helt i tråd med resten af turen finder smagningen selvfølgelig sted i et fantastisk lokale med en udsigt, der lever op til de udsøgte vine. Vi iagttager det fredfyldte landskab med Montepulcianos bjerge og byen Cortona i det fjerne, mens vi kun får skænket god vin i glassene.
Bjergene i baggrunden har altid været verdenskendte for Vino Nobile, der ifølge beretninger var vin reserveret udelukkende til adlen. 1980’erne genopdager en ny generation af vinmagere områdets kvaliteter, og Vino Nobile bliver vinikonet på disse kanter. Antinori-familien vil selvfølgelig lege med i front og opkøber Tenuta La Braccesca i 1990. Vinene, vi smager i dag, er klart udtryk for, at Antinori også her mestrer at producere vine tro mod ophav og tradition.
Særligt vinene fra den nyere DOC Cortona gør indtryk på os. De repræsenterer en helt anden verden end dem fra Montepulciano. Men den behagelige Syrah i glasset får en særlig toscansk karakter, der emmer af varme, kraft, intensitet og energi. Det gælder både den let drikkelige Achelo og ikke mindst topvinen Bramasole. Vi er meget taknemlige for at lære Cortona bedre at kende.
På en og samme tid har rejsen været som at komme tilbage i vinhistorien og få et indblik i fremtiden for den toscanske vinproduktion. Vi har besøgt steder, der har været med til at revolutionere italiensk vin, og som nu udstråler Antinori-modernisme. Vi har besøgt vingårde, hvor bygninger og jord er bevaret, og hvor Antinori kan spore sin historie flere 100 år tilbage. Vi har smagt på ikoniske kultvine og nyere dråber. Vi har været i Chianti, Bolgheri, Meremma, Bargino, Umbrien og Montepulciano og oplevet Toscanas mangfoldighed og områdernes særegenhed. En ting går dog igen: Marchesi Antinoris storhed.