Her er Jens Andersen fra Laudrup Vin. Han er sød, rar, skidedygtig og fuld af humor. Som sælger med stort S har han i hele ni år været en del af startopstillingen hos knivskarpe Laudrup Vin.
Han har tilbragt hele sin karriere i spiritusbranchen med blandt andet en fortid hos mastodonten Diago, inden han skiftede de høje procenter ud med vindruerne. Nu dækker han vinhandlere og få restauranter i det jyske, og det indebærer heldigvis os lige her i Viborg. Vi har nemlig kun vine fra blandt andre Bodegas Muga, Marques de Murrieta, Pio Cesare, Louis Latour, Belondrade Y Lurton, Dog Point og Continuum takket være Jens og resten af Laudrup Vin.
Jens elsker sit job. Han har frihed og ansvar til at arbejde dedikeret med nogle af klodens bedste vine. De fantastiske produkter samlet under et stærkt brand driver ham i hverdagen. Smilende fortæller han selv, at det fedeste ved jobbet selvfølgelig er at dele smag med Michael Laudrup og komme til kaffepauser i Dahls Vinhandel.
Jens er især glad for spansk vin. Nær hans hjerte står specielt Bodegas Muga, som han sammen med Peter besøgte i efteråret. Så det må være hans absolutte yndlingsprodukt - lige foruden en Yankie Bar naturligvis.
Jens passer som fod i hose hos Laudrup Vin, for han er sportsmand helt ind til benet. Han har selv spillet håndbold på højt niveau, og i dag tørner han også stadig ud på grønsværen, når der skal spilles fodbold i Hadsten. På begge baner gør han sig som målmand, og det kommer faktisk ikke bag på os. For Jens har den rette profil som sidste skanse. Han er troværdig. Han garant for at ofre sig for holdet. Og så er han skør nok til frivilligt at stille sig på stregen.
Kæmpe cadeau og stor tak til verdens bedste Jens.