Den særlige spiritus
Dahls Dram er et tiltag, hvor nysgerrige whiskyentusiaster mødes om smagsoplevelser af den store spiritus i det lille glas. Her samles både nybegyndere og øvede, når der serveres whisky i alle dens fine former.
Her handler det om at udvide sin horisont både hvad angår en personlig smag og et økonomisk aspekt. Det handler om fortællinger fra de klassiske destillerier over anerkendte brands til de uafhængige aftappere. Det handler om tradition og om håndværk i forhold til produktionen af whisky. Det handler om investering, for efterspørgsel, udbud og sjældenhed er nøgleord. Ja, det handler om den der helt særlige spiritus.
Fire gange om året sammenstikker jeg en aften med whisky, mad, hygge og masser af grin i centrum. Lige her i Viborg mødes vi til en unik oplevelse. Det plejer at være skideskægt.
Det er gratis at være medlem, for du betaler kun for de arrangementer, du melder dig på. Ja, det er helt frivilligt, når vi samles omkring 20 medlemmer i alle aldre med vidt forskellige interesser og forhold til whisky. Du kan komme alene eller medbringe en følgesvend.

Et særligt whisky fællesskab
"Whisky er fascinerende, fordi det er en af verdens mest komplekse drikke skabt af blot tre simple ingredienser: vand, korn og gær. Sammen med årelang modning og forskellige egetræsfade kan bare de tre skabe en uendelig variation af smagsoplevelser fra røg og tørv til sød vanilje. Hver eneste flaske fortæller en historie, som fortjener at komme frem i lyset og ned i glasset."
- Nanna Bech Boldrup Mathiasen



