Vinfolket er blevet taget med storm, og efterspørgslen er vokset til skyerne, siden Comando G så dagens lys i 2008. Ja, der var faktisk kun et problem: Vinene høstede stor ros blandt verdens vinanmeldere og var allokeret til udvalgte restauranter, som hamstrede topvinene hver eneste årgang, flaskerne blev lancerede i. Og man forstår altså godt hvorfor. For Comando G leverer ganske enkelt spansk vin så rent, læskende og elegant, at man ved første møde tror, det er rød Bourgogne. Simpelthen unikke vine.
Det er vanskelig for en lille vinhandel i Viborg at fastholde de populære vine på hylderne, når hele vinverden håber på at tage del i succesen. Så da vi fik muligheden for at forhandle vinene fra Comando G blandt en begrænset gruppe af forhandlere i Norden, takkede vi selvfølgelig hurtigt ja. Nu vil vi derfor meget gerne fortælle jer historien om en troværdig og selvbevidst vinproducent, og ikke mindst hylde Comando G.
I højderne i det smukke, bjergrige landskab i Sierra de Gredos ca. 100 kilometer vest for Madrid har Dani Landi og Fernando Garcia skabt fænomenale Comando G. Et vinhus, hvis titel er fyldt med betydning. Comando G henviser på fineste vis til en spansk tv-tegneserie af samme navn, hvor heltene skal beskytte planeten for ubudne gæster. G står for Garnacha, granit og Gredos. Missionen er klar. Comando G tager vare på Garnacha fra granitholdige Gredos.
Siden 2008 har de to Comando G-venner arbejdet med ca. 16 hektar biodynamiske vinmarker beplantet med minimum 60 år gamle vinstokke 900 til 1400 meter over havets overflade. Målet var klart fra start: Det skulle handle om at producere troværdige og terroir-drevede vine.
I markerne arbejdes der uden brug af pesticider og kunstsprøjtemidler. På disse kanter foregår alt arbejdet ligeledes ved håndkraft, og i kælderen lever tilgangen videre. Venifikationen er karakteriseret ved lang maceration og fermentering af hele drueklaser. Der fremstilles udelukkende vin ved den naturlige gær, ingen filtrering og med en almen forsigtighed, der giver vinene lov til at udvikle sig uden indblanding. Lagringen foregår i en kombination af store, franske egetræsfade, foudre og amfora.
Hos Comando G anskuer man nemlig vinfremstilling som en kombination af intuition og videnskab. På den måde repræsenterer vinene en dialog mellem himmel og jord. For i vinene findes et helt særligt klart og luftigt udtryk samtidig med at de rummer mineralitet af mere jordagtig karakter. Højdemeterne, den drænede jord og et (for Spanien) mildt klima garanterer en lang modningssæson. Derfor opnår de færdige vine en unik karakter: En transparent farve, en ekstraordinær aroma og et mere beskedent alkoholniveau er de vigtigste kendetegn.
Makkerparret hos Comando G har revolutioneret et vinområde og en ellers fortabt vinkultur, hvor tidligere vinbønder enten har forladt deres marker eller solgt deres druer til kooperativer. Her er det lykkes dem at fremvise Garnacha som et rent udtryk for områdets særegne terroir i en elegant og hidtil uset version, der kan minde om Pinot Noir fra Bourgogne eller meget fin Syrah fra Nordrhone. Og så i et land, hvor Tempranillo normalt anses som druesorternes konge.
Fra at være en skamfuld association med Garnacha som bulkvine til ingen penge har Comando G været med til at løfte Sierra de Gredos til på smuk vis at handle om at bringe landskabet på flaske og nyt liv til et særligt sted. Ja, Comando G er en hyldest til en undervurderet druesort og til et opgivet og glemt terroir. I begyndelsen var der selvsagt udfordringer ved at udkomme på markedet med en overset druesort i en komplet anderledes stil og sågar under et producentnavn, som ingen kendte. Men vinene talte straks for sig selv, og i dag kan Comando G bryste sig af at optræde på vinkort hos verdens mest eftertragtede importører og restauranter. Det meste altså udelukkende solgt ved allokation. Fra en hobby voksede projektet til seriøs vinproduktion, og Comando-drengene har formået at forstå og respektere områdets forskelligheder. Fra begyndelsen har man været fastbesluttet på tilgangen om at producere village- og enkeltmarksvine, der kan formidle en fornemmelse af sted.
Vinene hos Comando G er derfor inddelt i en burgundisk-inspireret kvalitetspyramide, der baserer sig på geografi.
Nederst i pyramiden finder man den regionale entry-level vin, La Bruja de Rozas. Comando G’s allerførste vin, der viser et ikke tidligere set raffineret udtryk af Garnacha. I næste niveau følger tre village-vine Villanueva, Navatalgordo og Rozas. Herover findes et niveau af en imponerende kollektion af 1. cru-vine, der tæller La Brena, Pena la Mora og Minogogil. Længere oppe findes så Grand Cru-vinene El Tamboril, Las Irulas, Las Umbrias og Tumba del Rey Moro. Øverst og helt uden for kategori befinder vinen, Rumbo al Norte sig.
På den måde er det lykkes Comando G at skabe et mangfoldigt univers af Garnacha-vine, der til sammen omfavner og ophøjer Sierra de Gredos til et niveau, vi kender fra Ribera del Duero, Rioja og Priorat.
Se hele vores kollektion fra Gomando G her: