1. Et distrikt, en by og en vintype
I Piemonte finder man distriktet Barolo, hvor man producerer vintypen af samme navn. Denne er opkaldt efter landsbyen Barolo, der er placeret cirka 15 kilometer syd for byen Alba i det nordvestlige Italien. Her finder man Piemontes mest berømte vinmarker og vinproducenter indhyllet i en stram lovgivning i forhold til druesammensætning, udbytte og fadlagring. Ja, det er ikke for sjovt, at Barolo kaldes ”vinenes konge, og kongernes vin”.
2. 100 % Nebbiolo
En Barolo fremstilles altid på 100 % Nebbiolo, der betragtes som den bedste blå druesort i Piemonte. Nebbiolo har en meget tynd skal og et højt indhold af tannin, der giver vine med et lagringspotentiale i absolut topklasse. En ung Barolo er teglrød, mens en ældre Barolo får orange nuancer. Duft og smag er kompleks i alle aldre, og Nebbiolos kendetegn er masser af aroma. Disse spænder over roser, violer, kirsebær, chokolade, lakrids, trøffel og læder. Man mener faktisk, at navnet Nebbiolo stammer fra ordet ”nebbia”, som på italiensk betyder tåge: Det kendetegner vel meget godt hele Piemonte, der malerisk strækker sig mellem bakker og bjerge gemt under en tæt tåge.
3. 3 års lagring før frigivelse
En Barolo må først frigives efter 36 måneders lagring, hvoraf mindst 2 år er på fad og 1 år er på flasken, før den frigives til salg. En Barolo i god kvalitet kan typisk gemmes i både 10, 20, 30 og i mange tilfælde helt op til 50 år.
4. 11 Kommuner – 5 vigtigere end andre
Barolo-distriktet fik sin DOC status i 1966 og blev i 1981 ophøjet til DOCG. Området består af i alt 11 kommuner. De fem mest interessante er: Barolo med eksempelvis topmarken Cannubi. La Morra med blandt andre markerne Rocche og Conca i spidsen. Castiglione Falletto, hvor marken Monprivato blandt andre viser sig frem. Montforte d’Alba huser marker såsom Bussia. Serralunga d’Alba har marker som Boscaretto og Ornato. De seks resterende kommuner er: Novello, Verduno, Crinzane Cavour, Roddi, Diano d’Alba og Cherasco.
Barolo fra La Morra og Barolo skiller sig ekstraordinært ud med en parfumerede frugt og blødere tanniner. De kan betegnes som mere feminine og mere burgundiske i stilen (selvom de ikke kan forveksles med Pinot Noir). Det skyldes en frugtbar jordbund primært bestående af ler.
Mere maskuline bliver vinene fra Monforte d’Alba og Serralunga d’Alba, der står for mere mørke Baroloer qua sine sydligere placering.
I midten af spektret kan man placere Baroloer fra Castiglione Falletto, hvis jordbund præges af mere kalk. Det giver faste og lagringsvenlige vine, der kræver tid. Knap så tunge vine som Baroloerne fra Monforte d’Alba og Serralunge d’ Alba, men mere tunge end dem fra Barolo og La Morra.
5. Barolokrigen: Traditionalister vs. modernister
Produktionen af og holdningen til Barolo som vintype kan opdeles i to lejre. Modernisterne står for Barolo lagret på små franske barriques og brug af kortere macerationstider, der giver blødere og tidligere drikkeklare vine. Det står i stor kontrast til traditionalisterne, der bevarer den konservative brug af længere tids modning på gamle, store bottis og lange macerationstider. Det fører til et stort udtræk af tannin i vinen, der nu er længere tid om at bløde op. Modernisterne bliver af traditionalisterne beskyldt for at lave vin, der overskygger vinens regionale karakter og Nebbiolo-druens unikke kendetegn. Omvendt anklager modernisterne traditionalisterne for at producere vine med hårde tanniner og al for lidt frugt. Vinene har dog trods alt mere til fælles, end de er forskellige, og efterspørgslen på Barolo er da også så stor, at der er plads til begge. Heldigvis!
God fornøjelse.
Kilder:
Puckette, Madeline (2020): “Nebbiolo: The Grape of Barolo and So Much More”. Winefolly.com.
Lolli, Paolo (2004): "Piemonte" i Ilkjær, Thomas (2004): Politikkens bog om Italiensk Vin