Dahls Vinhandel

Peter

Peter er firmaets grand old man, stifter og direktør for det lille foretagende. I 1984 overtog han ydmygt livsværket fra Erna og Jørgen Christensen og ændrede købmanden til vinhandel. I snart 40 år har han drevet forretningen i gågaden og ekspanderet vareudvalget. Han møder hver dag på arbejde med samme iver og smil, både når kaffen skal males og store smagninger skal afholdes. Peter er en hund efter de store klassikere Bourgogne, Bordeaux, Piemonte, Toscana og Ribera del Duero, og det afspejler sig i hans enestående vinkælder. Slår man ”livsnyder” op i ordbogen, kunne den ganske vist vise et billede af Peter. Han er indbegrebet af passion og personlighed, og så lever han efter mantraet: ”Hver dag er en festdag”. Skål for Peter.

Mette

Mette har stået bag disken i Dahls Vinhandel siden 1989, og kan altså bryste sig af ikke færre end 34 år samme sted i samme fag. Det skinner igennem i hendes betjening, hvor hun kender hele varesortimentet som sin egen bukselomme. Hun bringer lækre specialiteter og søde sager til det viborgensiske og åbner smagshorisonten hos os alle sammen. Hun er ganske enkelt en erfaren ekspedient med sans for kundekendskab, service og æstetik. Desuden laver hun byens flotteste kurve og er så lynhurtig, hvad angår gaveindpakning og sløjfer, at selv hendes iPhone ikke kan følge med. Modsat den har hun masser af vilje og giver aldrig op. Tak for Mette.

Pernille

Pernille har i flere år siddet bag tasterne og skrevet os igennem diverse opslag og mails, og hun har siden 2020 kastet sig ud i kunsten at gå på fuldtid i butikken. Hun er foretagendets egen lille marketeer og har hjemme i den kreative verden blandt ord og medier. Pernille er cand. mag, kommer fra kommunikationsverden og udfordres nu af flere 100 vine, som har hver sin historie, der skal fortælles. Det sætter hun ære i at gøre på en anderledes og humoristisk måde i både skrift, video, billeder og lyd på alle vores platforme. Når hun ikke holder gang i webshoppen og de sociale medier, bliver hun klogere på vin. Hun er i øvrigt sommelier.

Nanna

Nanna er butikkens helt egen og meget dygtige ekspedient med speciale i vin og spiritus. Foruden en elevtid har hun flere år i baglommen fra sin tid som fritidsjobber. Vi kunne simpelthen ikke undvære hende, og nu beriger hun os med sin dejlige personlighed og sit høje humør hver eneste dag. Nanna er en sand vinconnaisseur og er god for en faglig og relevant vejledning blandt det store sortiment. Hun er desuden knivskarp i spiritus. Så mangler du idéer til dit næste vin- og/eller spiritusvalg, kan Nanna helt sikkert hjælpe dig på vej. Vi er vilde med hende, også når en klodset fysik smadrer en flaske eller to.

Oliver

Oliver er butikkens nyeste ansigt. Fra 2022 har han modigt kastet sig ind vinbranchen med en professionsbachelor i international handel og markedsføring bag sig. Nu er bøgerne og studierne dog skriftet ud med vin og spiritus, for det er altså bare noget sjovere. Oliver er imødekommende, smilende og gør altid sit bedste for at hjælpe kunden godt på vej. Han har en stor kærlighed til de italienske vine - og gerne de tunge, kraftige basser. Derudvoer nyder han ofte et glas god rom, mens han hepper på Real Madrid.

Louise

Louise er virksomhedens Frøken Brand. Hun er der nemlig altid, når det brænder på. Ja, hun slukker alt fra store flammer, når der mangler akut betjening i butikken, til de små gnister, når der behøves råd og vejledning til markedsføring. Det er de færreste, der kan prale med en så stabil, ihærdig og dygtig afløser, der slipper alt og bare springer til undsætning. Louise er cand. mag. fra Aarhus Universitet og har et stort indblik i det danske mediebillede. Selvom Louise har et fuldtidsjob i reklamebranchen, der skal passes, er hun ikke bange for at tage munden fuld, når det gælder faglig sparring og farlige saltkaramel-shots. Vi klapper for Louise.

Valdemar

Valde lyder navnet blandt venner. Han er firmaets unge og stærke mand, for han fritidsjobber den nemlig på fjerde år i Dahls Vinhandel. Hver uge sørger han for orden, perfekt foldede forsendelseskasser og en lille skilling fra de tomme flasker. Han er fuld af gåpåmod og god humor, og så er han ikke ræd for at påtage sig ansvar. Vi er stolte af at kalde ham en del af huset. Torsdag er ugens bedste dag, for der kommer Valde. Det betyder højt humør, jokes og indsvinding i Bülow-beholdningen. Skud ud til byens bedste ungarbejder.

Mattie

I starten af 2023 var Mattie her i erhvervspraktik i butikken, fordi han viste stor interesse for vin og de handelsmuligheder, der er inden for feltet. Han var derfor en del af butikken i en helt almindelige uge, men der er bare intet almindeligt over Mattie. Han er nemlig rar, dygtig og serviceminded, så nu er han ansat som fritidsjobber i biksen. Når han ikke er her, passer han sin skolegang, træner og så vi er rimelig sikre på, at han også kigger lidt efter sin næste vin-investering. Vi er så glade for at have Mattie på vores hold et par eftermiddage om ugen.

Peter Chauffør

Peter er virksomhedens bud. I mere end 10 år har han i regn og slud, sol og hedebølge kørt land og rige rundt med varer til glade kunder. Ingen som ham kender de jyske veje, når han suser af sted med dagens pakker, og så kan han løfte flere ølkasser end de fleste bodybuildere. Han er en ægte arbejdshest. Utrættelig, stærk og fuld af vrinsk. Han spreder glæde hos alle på sin vej, så selv Morten Post har svært ved at følge med. Stemingen stiger, når han bakker varevognen ind ad den smalle port i baggården. Mest af glæde for at blive beriget af Peter, men også lidt af nervøsitet for bilens sidespejle. Der er dog ingen tvivl. Man er en god chauffør, når det bliver ens mellemnavn. Tak for Peter. 

VI SAMARBEJDER MED

Viborg 2023

Byens Bedste Butik

Vil du have et ugentligt tilbud?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev lige her.