Tilbage i historien
Aligoté er søster til Chardonnay og barn af helt samme forældre, nemlig Pinot Noir og Gouais Blanc. Da de to grønne sorter også er lige (og meget) gamle var de tilbage i tidernes morgen i 1700-tallet jævnbyrdigt profileret. Det lavede vinlusens hærgen i slutningen af 1800-tallet i stor grad om på. For da man efter Phylloxera skulle genplante markerne i Bourgogne forviste man Aligoté til de dårlige skråninger. Man placerede druesorten på flade marker og i lerede jordbund. Men nu er Aligoté på vej tilbage takket være klimaforandringerne. For i gode år, hvor dens modenhed kan kompensere for druens unikke, høje nærmest citronprægede syre, leverer Aligoté varen på niveau med Chardonnay. Det selvom druen stadig bor på enten de højeste eller laveste vinmarker, hvor den producerer lette, tidligt modnede vine som kun må pryde sig med appellationen Bourgogne Aligoté. I dag findes der heller ikke en Michelinrestaurant uden en god Aligoté på vinkortet.
Oplevelsen i glasset
Aligoté fremstår som en lys, citrongul vin, når øjet møder den. På mange måder virker den en smule afdæmpet både i farve, duft og smag. Men det er præcis den tilbageholdenhed, der for mig kendetegner druen. Den har ikke lige så stor krop som eksempelvis Chardonnay og her ikke samme dirrende syre som Sauvignon Blanc. Alligevel har den meget at byde på i min optik. For når Aligoté-vinen finder sin vej op ad glasset, bidrager den lavmælte aroma til at gøre druen interessant. For mig dufter Aligoté altid af citron. Ja, måske endda lemoncurd. Den har ofte et dejligt, saltet præg og kan sende tankerne mod våde sten og kalk. Der kan komme hints af vilde æbler, surdej og kernemælk. Den kan ydermere have et helt særlig og spændende metalpræg over sig, som gør den meget karakteristisk. På tungen er Aligoté spændstig. Den kendes på sine høje syre og medium alkohol. Den har en let krop men alligevel med en vis cremethed over sig og den her burgundiske mineralitet.
Skal jeg sammenligne Aligoté med andre grønne sorter, må det uden tvivl være Chardonnay, Chenin Blanc fra Loire og så den mere ukendte, men fremragende portugisiske sort Loureiro.
På verdenskortet
Aligoté er bestemt en Bourgognesort. Her har druen ophav, og her får man den mest intense og mest fornemme oplevelse af druen. Den stortrives i det sydlige Cote Chalonnaise, hvor den anvendes til Cremant de Bourgogne. Her finder man desuden landsbyen Bouseron, der som den eneste har sin egen appellation til druen, Bourgogne Aligoté-Bouzeron. Næsten enhver kommune i de nordlige distrikter Cote de Nuits og Cote de Beaune har gyldne parceller med store evner. Som altid. Druen findes i yderst pæne mængder i Østeuropa, hvor blandt andre Moldova, Bulgarien, Rumænien og Ukraine markerer sig. Så kan også Californien bryste sig af en smule Aligoté.
Kilder:
Jancis Robinson: Druer og vin (2022)
Frank, Søren: Vinen til maden (2022)
Landin & Langdahl: Vin for begyndere (2022)
